Pressemeddelelse , Dommerby den 18. juni 2018

Byggefirmaet Knudsgaard bygger
40 socialpsykiatriske boliger i Aars

Gennem en prækvalifikation har Byggefirmaet Knudsgaard A/S fra Skive vundet byggeriet af 40 socialpsykiatriske boliger samt et fælleshus til borgerrettede aktiviteter og administration ved Dyrskuevej og Markedsvej i Aars.

Bygherre er Region Nordjylland, der i samarbejde med Vesthimmerlands Kommune etablerer nye socialpsykiatriske faciliteter, som udover den regionale boenhed kommer til at rumme en kommunal boenhed på 20 boliger.

Med det grønne element og bæredygtighed som den samlende kraft mellem det socialpsykiatriske boområde og den omkringliggende by, er Byggefirmaet Knudsgaard totalentreprenør på opførelsen af de regionale boenheder, der er i én og to etager og formet på en måde, så alle favner en overdækket gårdgave. Gårdhaven er et gennemgående tema, som skaber attraktive og trygge nærområder tæt på den enkelte borger.

Gårdrummene får varierede udtryk og funktionalitet, afhængig af de behov, som de enkelte bostøtteenheder har – den røde tråd er kombinationen af enkle, robuste materialer og planter med lav drift og høj kvalitet.

–                  Byggeriets ambitiøse målsætning er at opnå certificeringen DGNB guld, siger Byggefirmaet Knudsgaards projektchef, Jesper Stig Jensen.

DGNB er en metode, der sætter bæredygtigheden på formel. Gennem en vurdering af de 40 kriterier, der er omfattet af DGNB-certificeringen bliver det muligt at sammenligne individuelle bygninger ud fra et fælles sæt kriterier og samtidig sikre en entydig, målbar standard for alle bygninger, der certificeres efter ordningen.

–                  Vi har tidligere opført institutionsbyggerier, men projektet i Aars er anderledes på grund af de høje krav til certificeringen. Byggeriet har fra dag ét været en levende proces, hvor vi i samarbejde med bygherre, arkitekt, rådgivende ingeniørvirksomheder og underleverandører, har tilpasset og optimeret byggeriet for løbende at kunne dokumentere DGNB-målsætningen, siger Jesper Stig Jensen.

Byggefirmaet Knudsgaard satte første spadestik i jorden i juni sidste år, og det færdige byggeri, som er på cirka 4.000 m2, skal afleveres til Region Nordjylland i februar 2019.

–                  Vi har haft et fortrinligt og ovenud tilfredsstillende samarbejde med projektchef Jesper Stig Jensen og Byggefirmaet Knudsgaard. Samarbejdet har været båret af den gode dialog og en gensidig fornemmelse for at kunne snakke med hinanden under forløbet. Da byggeriet bliver opført efter DGNB-metoden, har vi også haft mulighed for at få et overblik på byggeriet langt tidligere i forløbet end ved andre byggerier. Det har været givtigt for begge parter så langt i processen, og vi ser med forventning frem til det færdige byggeri, siger bygherrerepræsentant Lars Lundsgaard fra Region Nordjylland.
For yderligere oplysninger:

Jesper Stig Jensen
Projektchef, Byggefirmaet Knudsgaard A/S
Tlf. 29 22 37 39
jesper@knudsgaard.as
Lars Lundsgaard
Bygherrerepræsentant, Region Nordjylland
Tlf. 25 46 22 46
lars.lundsgaard@rn.dk